P / praefulgĕo
verb intransitive

praefulgĕo

2nd PP prae-fulgēre · 3rd PP prae-fulgsi · conj. 2nd
to beam; shine forth; to shine greatly
to beam or shine forth, to shine greatly, to glitter before or in front of (rare before the Aug. per.).
nitor smaragdi collo praefulget tuo (sc. pavonis), Phaedr. 3, 18, 7: equus… literal
Lit.: nitor smaragdi collo praefulget tuo (sc. pavonis), Phaedr. 3, 18, 7: equus praefulgens unguibus aureis, Verg. A. 8, 553: equitatus phaleris praefulgens, Gell. 5, 5, 3.—
shine; glitter too much figuratively
Trop.: ne splendore praefulgeant, shine or glitter too much, Auct. Her. 3, 19, 32: militarium (rerum) praefulgent nomina, Vell. 1, 14, 1: praefulgebant Cassius atque Brutus, Tac. A. 3, 76: Poppaeus Sabinus consulari decore praefulgens, id. ib. 13, 45: enituit et praefulsit decori et honesti dignitas, Gell. 12, 5, 7.